En grundig markedsanalyse er fundamentet for succes
Markedsanalysen skal udvide din horisont og forståelse af aktørerne og kunderne i din branche – en forståelse, der giver dig en strategisk fordel, når markedsføringen skal udvikles. Den gode markedsanalyse er baseret på data om branchen, forbrugerne, konkurrenterne og medielandskabet, der tilsammen skal sikre, at I træffer strategiske beslutninger ud fra et oplyst grundlag.
Hvad indeholder en markedsanalyse?
En markedsanalyse skal gøre dig i stand til at besvare en lang række spørgsmål om din branche, hvor de tre mest centrale omhandler forbrugerne, konkurrenternes adfærd og medielandskabet.
Målgruppeanalyse - kend forbrugerne og købsadfærden
Det sker desværre ofte, at målgrupper skabes ud fra forkerte antagelser om demografi og adfærd. Det kan have fatale konsekvenser for konceptudvikling, og ikke mindst valg af og indkøb af medier. Derfor er det centralt at identificere målgruppen i markedsanalysen.
- Analysér købsadfærd
Din målgruppe skal identificeres ud fra personer, der overvejer at købe dit produkt eller din ydelse. Derfor er det en god idé at trække tal fra Index Danmark / Gallup, der hvert kvartal måler købsintentioner på et hav af produkter, ydelser og services i Danmark. Her er det eksempelvis muligt at se, hvor mange danskere, der overvejer at købe et køleskab inden for de næste 12 måneder. Endvidere er det muligt at identificere eventuelle overrepræsenterede delmålgrupper baseret på eksempelvis demografiske variable, geografi og interesser, blandt dem, der overvejer at købe et køleskab. På den måde får du et klart billede af, hvem, der indenfor det næste år, er din primære målgruppe baseret på købsintention.
- Online adfærd
Det er en god idé at sammenholde den identificerede målgruppe med en række digitale analyser. Det er en god indikator at analysere, hvem der søger på produktet eller dine services på Google. Stemmer resultaterne overens med målgruppen eller er der store afvigelser?
Du kan også analysere besøgende på din hjemmeside, men husk at hjemmesidetrafikken ofte er påvirket af jeres marketingaktiviteter, og derfor ikke nødvendigvis giver et repræsentativt indblik i den faktiske målgruppe i populationen.
Hvad er potentialet i din branche?
I mange tilfælde kan en branche eller virksomheds potentiale måles ved at betragte forbrugernes digitale adfærd. Det er samtidig en god idé at foretage en potentialeanalyse inden lanceringen af et produkt eller indtræden på et nyt marked. Det første er at undersøge, hvor mange månedlige Google-søgninger, der er på produktet/servicen samt relaterede produkter. Hvis den månedlige søgevolumen er kritisk lav, og du ønsker at sælge et produkt til masserne med en lav avance, så ser din case mindre god ud. Det er dog ikke usædvanligt, at især mange B2B-virksomheder oplever markant lavere søgevolumener, og i disse tilfælde kan markedspotentialet ikke, på samme måde, identificeres ved søgevolumen på Google. Uanset hvilket ben du står på, giver søgevolumen på Google en idé om jeres online potentiale, samt forbrugernes behov og spørgsmål i relation til jeres produkt.
Er der sæsonudsving?
I forlængelse af ovenstående potentialeanalyse, er det en fordel at analysere sæsonudsving i branchen. Det giver jer bedre forudsætninger for at planlægge kampagner, salgsinitiativer og allokere markedsføringsbudgettet til de mest fordelagtige perioder.
Hvor stor er konkurrencen online?
Det handler om at vurdere, hvor ’dygtige’ jeres konkurrenter er online, og hvor stor konkurrencen er om kunderne. Her analyseres konkurrenternes hjemmeside-performance eksempelvis ved at kigge på, hvor mange besøg de har, hvor stærkt deres domæne er, og hvor dygtige de er til søgemaskineoptimering (SEO). Man kan eksempelvis trække data, der viser, hvor de får deres hjemmesidetrafik fra, og på den måde analysere konkurrenternes marketingmix.
Med konkurrentanalysen har vi to primære formål:
- Er der uudnyttet potentiale, som konkurrenterne ikke benytter sig af? I så fald kan det være en konkurrencemæssig fordel.
- Hvad er konkurrenterne dygtige til? Kan vi med fordel benytte os at samme taktik?
Har du brug for en markedsanalyse?
Du er velkommen til at kontakte os, såfremt du står og mangler en markedsanalyse eller har spørgsmål til selve analysen. En markedsanalyse kan være både mere og mindre omfattende, men uanset hvilken du foretrækker, så er vi et digitalt bureau med erfaringen til at føre det ud i livet.
Kontakt:
Rasmus Berthu Damkjær
Grundlægger og Direktør
E-mail: rasmus@berthuogco.dk
Tlf. 31 75 72 54